-DET GÆLDER OM AT NYDE...




lørdag den 30. juni 2012

TALK !

Mikrofon nærmest RÅBTE til mig: “TALK !”

Dér stod jeg som den næste i køen og ventede på, at det blev min tur. Mit blik gled rundt på inventaret omkring mig i supermarkedets kasselinie, indtil noget fik det til at stoppe… Dér til højre for mig, stod en mikrofon og nærmest RÅBTE til mig: “TALK !”

Min pegefinger bevægede sig over imod den sorte knap, der var fremhævet med en tynd streg omkring og ordet “TALK”

Mit blik fortsatte hurtigt til højre, hvor min søn på 11 stod og stirrede på mig med en pegefinger, der også havde retning mod knappen… To sjæle – een tanke…

“Nej!” sagde jeg sagte til ham, “dét gør du ikke! Du ligner mig… Og så fniste vi sammen, og jeg sneg min telefon op af lommen og knipsede.

…Så blev det vores tur…

------------------------------------------------------

Tankerne har kværnet i mit hovede lige siden; det jer jo ikke hver dag, man får sådan en mulighed serveret! Jeg skulle jo have været hurtig til at komme med den helt rigtige Anders Mattensen- eller Mick Øghendal-agtige sætning, der med ét skulle have lydt ud over hele butikken. Jeg skulle have været hurtig, velovervejet, modig og morsom på een gang. Det ville have været hylemorsomt…

-Men jeg var ikke parat; ville blot have ønsket, at jeg havde haft mod og evner til at have smidt et eller andet hurtigt og kækt ud i æteren som om det var det mest naturlige for mig.

Måske byder muligheden sig en anden dag, og så vil det være fedt, at have udtænkt de helt rigtige ord, som så kan flyde ud i æteren i de få sekunder, jeg vil have til min rådighed, før en forvirret kassemedarbejder vil komme og sætte en stopper for mit forehavende. SÅ sjovt!

Det må på ingen måde skade nogen, sætte nogen i forlegenhed eller eller gøre andet, end at give folk et godt grin…

Min familie sad ved middagsbordet og kom med forskellige input. Fantasien fik frit løb, og mange hele og halve sætninger kom i spil:

  • "De hører Lidl’s kundeinformation. Vi gør opmærksom på, at uautoriseret brug af højtaleranlægget ikke er tilladt. Vi gentager: Uautoriseret brug af højtaleranlægget er ikke tilladt!”
  • "Dette er Bilka’s kunderadio. Vi gør opmærksom på, at vi har gratis kagemand til de af vore kunder, der har fødselsdag i dag! Henvend dem hos de søde piger i bageriet og få en fødselsdagssang med på vejen.”
  • “De hører Føtex’ kunderadio. Vi bringer en efterlysning……..”

Prøv lige selv at tænke situationen igennem… En fantastisk mulighed LIGE dér foran dig… Fristelsen…

 

Hvad ville du have sagt ???

1 kommentar:

Hvor er det hyggeligt, at du læser med; jeg bliver altid glad for en hilsen!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...