-DET GÆLDER OM AT NYDE...




lørdag den 27. februar 2010

UNIKT SOMMER-SÆT TIL GROOVY GIRLS TIL SALG

Kender du Groovy Girls?
De helt enormt søde dukker har hvert deres kære ansigtsudtryk og er et kæmpehit hos mine børnehavepiger (-og drenge... Der er nemlig også smarte drengedukker, seje biler m.m.).

De er meget lette at klæde af og på, og så har de en masse smart tilbehør. De kan købes i mange af de lækre butikker, som forhandler kvalitetstøj- og legetøj - blandt andet her, her og her. Det er rigtig godt legetøj, og prisen er også derefter, men de er det hele værd! (Jeg kan i øvrigt se, at der er nogle på tilbud lige nu til 119,- kr. - se det sidste af de tre links).

Jeg har før haft et indlæg om Groovy Girls og det tøj, jeg har frihæklet til dem.
Det kan du finde her... Jeg har dette helt unikke sommersæt til salg; ingen har et magen til!
Prisen er 100,- kr. inkl. porto. (Ny pris...)

Sættet er frihæklet i bomuldsgarn og med en særlig lille detalje på ryggen. Hun er en rigtig sommersild, hende her Miss Groovy... (Hun følger forresten ikke med i prisen...)

Skriv i kommentarfeltet, hvis du er interesseret.

Mine fem bedste loppefund ?!

Mette b har givet mig en udfordring: Jeg skal finde mine fem bedste loppefund... Og dét er ikke let, for så skal jeg jo til at vælge... Og jeg har så mange gode fra årenes løb: Der er f.eks. den gamle vasketøjskurv på badeværelset...
...langrendsskiene- og støvlerne, som har givet så mange gode timer i vinter... ...DAB-radioen, som spiller så skøn musik i køkkenet......kaffedåsen fra Cirkelkaffe, som bringer minder fra min barndom......og til sidst den fine, lille tavle nede fra indgangspartiet,
som vi skriver små hyggelige ting på til hinanden og vores gæster...

Det var fem af mine gode...
Mon Rikke fra Fru Ekelund i Hæklehopla og
Karina fra Viggehønens Tankeblok er med på en lille hyggelig loppeleg?!

mandag den 22. februar 2010

LisBethLys Halsedisse

Så blev vinterferiens hygelige, lille projekt "Bainbridge Scarf" gjort færdigt, og i dag kunne jeg så lune halsen med
min egen hæklede udgave, som jo nødvendigvis må hedde:

"LisBethLys Halsedisse".

Forresten skal jeg huske at prale af et skønt genbrugsfund: Det vårgrønne garn er fundet i en eller anden genbrugs og har ikke kostet mange ører... Det synes jeg er sjovt!
Ud fra dét nøgle garn, voksede så idé'en... for det ville så gerne hækles af mig, synes jeg at kunne mærke... Det olivenfarvede garn skulle jo så tilpasses det vårgrønne og jeg fandt noget (ca. 99 % identisk), som var en blanding af 60 % Alpaca, 30 % Merino uld og 10 % silke ("Alpaca Silk" fra Hjerte Garn). Skønt, lunt og blødt - som skabt til en frossenpind som mig... (Pris: 37,- kr.).

I min hæklede udgave, ville jeg gerne lave en struktur, der mindede lidt om ribstrik, så jeg brugte halve stangmasker, hvor jeg stak hæklenålen gennem den bageste maskelænke -OG en lænke på bagsiden. Jeg ville gerne have strukturen lidt let og luftig, så jeg valgte hæklenål str. 4,00.
Resultatent blev lige nøjagtig som jeg ønskede, og størrelsen prøvede jeg af hen ad vejen. Stykket til min halsedisse blev ca. 64 x 13 cm. og bindebåndene 19 x 2 cm.

Bare snup idé'en og se at komme i gang...

søndag den 21. februar 2010

Den, som hæklenålen peger på #2



Så fandt jeg vinderen af Hækle- og malebogen med Trille Grævlingehund, Tusnelda Tusindben, Peter Kanin, Bimle Skildpadde, Rolle Sælhund & Krusedulle Kålorm!
Ligesom sidst lavede jeg en omgang "Dén, som hæklenålen peger på".
Frk. Høiriis blev den heldige vinder denne gang!
Tillykke til dig, Jeanette - jeg sender dig en besked.

God fornøjelse med bogen, Trine; jeg håber, at du giver et praj, hvis du får hæklet nogle af dyrene. Det kunne være sjovt at se!

A WASTE OF TIME...

Arghhh....
Jeg har dummet mig!
Jeg sidder her
og river mig i håret!


Jeg sad og rodede rundt på Picasa's webalbum i går og ryddede en helt masse mærkeligt op...

Det er altså forfærdeligt at have

sådan et utåleligt oprydnings-gen!


Jeg har da simpelthen rodet rundt i noget, jeg ikke vidste nok om! Så nu har jeg - jeg ved ikke hvor mange - huller rundt om på min blog, hvor der indtil i aftes var billeder

JA! Store idiot, jeg er... Jeg rydder aldrig mere op i noget, som jeg i bund og grund ikke fatter en hujende klapfis af! ALDRIG!

Så fra nu af, vil I kunne se Jer undrende omkring på min blog, hvor jeg vil forsøge at udbedre de skader, jeg kan, hen ad vejen. Men det tager tid, og ikke alt kan repareres!

A GREAT WASTE OF TIME!

Til Jeres information kan jeg sige, at dett ser ud til at Blogger automatisk opretter et fotoalbum på Picasa, hvori der lægges op til temmelig mange dubletter af samme billede - til min store undren!

MEN JEG PILLER IKKE VED DET MERE!

... Nu er I advaret! Hav en god søndag.....

lørdag den 20. februar 2010

Katten & hesten

Jeg gad nok vide, hvad de to har siddet
og kloget i hernede på halvmuren i gangen...
De blev i hvert fald helt tavse og sad meget stille begge to,
da jeg kom trissende forbi klokken alt for tidligt i morges...

Nå, det var nok ikke noget, jeg skulle vide noget om...
Så jeg trissede videre ud til min kaffemaskine.
-Og de var fuldstændig ligeglade;
ind imellem drejede den ene af dem hovedet
som for at holde øje med noget udenfor...
Hvad ved jeg?!
Det var vist kun noget, der var for indviede...

God-temmelig-tidlig-morgen!

fredag den 19. februar 2010

SEJE GENER...








I vores familie er det ikke ualmindeligt, at man runder de 90! Vi har nogle glade, sejlivede oldemødre, og kan således prale af at have en...


...Oldemor Johanne på 94 år ...









...Og en Oldemor Dorthe på 96 år!





Oldemødrene nedenfor er bare
nogle sjove "snyde-oldemødre",
som jeg ikke kunne stå for.
De er ikke "autentiske" :O)

I dag tager vi på Oldemorbesøg

- hvis da ellers vejret tillader det...

God dag til alle !

torsdag den 18. februar 2010

Jeg fortjente en belønning, gjorde jeg!

Jeg tog mig VIRKELIG sammen i morges, da jeg greb telefonen og ringede min tandlæge op...

...Men inden da havde jeg naturligvis først foretaget et par overspringshandlinger så som:

-At tjekke bloggen - også ALLE I andres - det manglede da bare!
-Gå i bad.
-Drikke min kaffe og...
-Vække min søde mand med kaffe på sengen (det manglede da også bare).

...Og var det, at han kom ind i stuen og sagde på en ret irriterende måde, "om jeg HAVDE fået ringet og bestilt tid ved tandlægen..."

Altså helt ærligt! Som om han ikke lige havde fået kaffen serveret på sengen?! Og så bød han mig det? Klokken var da kun 9.30, og de skulle jo også liiige have tid til at åbne klinikken, før de skulle have mig hængende i røret - de havde vel også andre og mere vigtige patienter end mig...

Nå, men så måtte jeg jo hellere se at få det overstået; jeg fik ringet op og fortalt om min mistanke, som "nogen nok hellere måtte se på - altså bare for en sikkerheds skyld..."

Halvanden time senere kunne jeg så svæve lettet ud fra klinikken med et smil på læben! Min mistanke var faldet til jorden, og jeg følte mig pavestolt over sådan at have taget mig sammen til at ringe - og så oven i købet fra morgenstunden af!

Så jeg fortjente en belønning, gjorde jeg!

Jeg kørte direkte ned til garnforretningen, hvor jeg spenderede 37,- kr. på at gøre mig selv glad - fantastisk fornemmelse, når jeg nu lige havde stillet mig selv i udsigt at bruge flere hundrede kroner på at gøre mig selv mindre glad...

Der skal faktisk ikke ret meget til at glæde mig: Bare et enkelt nøgle olivengrønt "Alpaca Silk", så jeg kan gøre mit fine tørklæde færdigt. Mit fine, vårgrønne tørklæde, som jeg er gået i gang med at hækle af en rest "et eller andet dejligt, blødt", som havde ligget og kaldt på mig i Genbrugsen en dag for ikke så længe siden. Det MÅTTE jeg bare bruge til noget ekstra godt til mig selv - snart!

Det bliver til en hæklet udgave af dette fine "Bainbridge Scarf", som jeg faldt over her på nettet for nylig.

Her kommer lige et øjebliksbillede af, hvor langt jeg er kommet indtil videre...
(Det skal lige siges, at det ikke er et mislykket forsøg på at ramme den samme, grønne farve... Jeg elsker at sætte vårgrøn og olivengrøn sammen og har forresten allerede ét tørklæde i de farver.)

(Dette er ikke det oprindelige billede...
Det er pist væk jvf. dette blogindlæg...)
Jeg vender tilbage med et billede
af det færdige resultat en anden dag

- lige pludselig!

onsdag den 17. februar 2010

KREATIVT GENBRUGSTIPS # 3

Jeg er vild med genbrug og nyder virkelig fornemmelsen af at kunne genanvende, forny og bruge indtil allersidste omgang!
Ikke fordi jeg ikke har råd til at købe nyt, men fordi det er sjovt at se, hvad jeg kan få ud af noget, som ikke længere skal bruges. -Der går sport i det!

Her er min 3. idé til dig...
- mon du vil give en idé tilbage til mig ???
(og alle de andre interesserede genbrugs-bloggere).

"Kulørte elastikstropper"

Kan man nu virkelig også bruge elastikkerne fra seler til noget? -Ja, det kan man faktisk godt! Mine og børnenes mørke jakker får en farverig, elastisk-strop i nakken. Der er flere gode grunde til det: Det bliver lettere at finde ens egen jakke blandt alle de andre mørke jakker på knagerækken, og der er også et tydeligt sted at skrive navn med en sprittusch. Enkelt og let! Den grønne strop på billedet er vist forresten lavet af en reklame-nøglesnor fra Pixmania.com... Så blev den da brugt til NOGET...

Elastikkerne fra selerne har jeg forresten også brugt til nogle andre ting... Det må du se i et senere "kreativt genbrugstips", for jeg er lige kommet i tanke om en gammel, finurlig idé... Jeg tager billeder og kommer så med det en anden dag. Måske har du et godt forslag til, hvad elastikkerne kan bruges til ??? Der ligger mange i genbrugserne og venter på at blive brugt igen!

Jeg håber, du vil beskriv DIN kreative genbrugs-idé i en kommentar her, og /eller skriv et link, som jeg og andre kan følge til den gode idé! Det kunne være skønt at få samlet en masse gode idé'er! (Hvis du har andre smarte, kreative idé'er, som du synes kunne gøre gavn her, men som ikke har med genbrug at gøre... så bare drop dem af her alligevel!).

Kom glad og giv en idé!

søndag den 14. februar 2010

KREATIVT GENBRUGSTIPS #2

Jeg er vild med genbrug og nyder virkelig fornemmelsen af at kunne genanvende, forny og bruge indtil allersidste omgang!

Ikke fordi jeg ikke har råd til at købe nyt, men fordi det er sjovt at se, hvad jeg kan få ud af noget, som ikke længere skal bruges. -Der går sport i det!

Her er min 2. idé til dig...

- mon du vil give en idé tilbage til mig ???

(og alle de andre interesserede genbrugs-bloggere).

"Prikkernes sammenhold"

Mine hæklede luffer, "Prikkerne" (sådan hedder de i al sin enkelthed) har jeg forsynet med en glat knap hver, hvor imellem der sidder en elastik af den størrelse, som ofte bruges i f.eks. regntøj, træningstøj og fleece-trøjer... Jeg hiver altid elastikkerne ud af aflagt tøj inden det ryger ud - og som du kan se, har jeg efterhånden et godt arsenal i forskellige farver.

Elastikken er klippet og enderne smeltet i en flamme. Hav vand parat til at dyppe enden i, så snart stoffet udenom elastikken er smeltet. Nu trevler enderne ikke, som de ellers ville have gjort.

Derefter har jeg bundet to løkker, som knapperne lige netop kan komme igennem med lidt fingersnilde. På den måde, er jeg sikker på, at Prikkerne ALTID følges ad, og jeg kan hænge dem op på knagen sammen med min jakke, på en bøjle eller f.eks. trække den ene gennem hanken på min taske, og så lade dem begge hænge dér, til jeg skal bruge dem igen. Det fungerer rigtig godt - i hvert tilfælde for mig! -Jeg tror til gengæld ikke, det vil være særlig smart til børn, for man skal VILLE det, med at sætte lufferne sammen når man tager dem af. -Og det er nok lidt rigeligt at forlange af et barn...

Jeg håber, du vil beskriv DIN kreative genbrugs-idé i en kommentar her, og /eller skriv et link, som jeg og andre kan følge til den gode idé! Det kunne være skønt at få samlet en masse gode idé'er! (Hvis du har andre smarte, kreative idé'er, som du synes kunne gøre gavn her, men som ikke har med genbrug at gøre... så bare drop dem af her alligevel!).

Kom glad og giv en idé!

lørdag den 13. februar 2010

Så tag dog og få noget tøj på!

Vi var på skøjtebanen i eftermiddags... Godt klædt på, for fingrene frøs til is, bare de var udenfor vanterne et minut. -Og så lige imens vi gjorde, hvad vi kunne for at holde varmen, fik vi øje på hende her... Brrrrr..... Vi kom til at fryse bare ved synet...
(Her kommer kun et lillebitte billede af hende...
Det i den rigtige format gik til - jvf. dette indlæg... ØV!)
Jeg vidste godt, at forældre til unge piger har deres at gøre for at få pigerne til at klæde sig ordentlig på og ikke gå i små sko og for korte bluser i den kolde tid... Men at det var galt fat, havde jeg ingen anelse om!
Meget godt, at jeg har drenge - så!

Jeg kan da i forvejen have svært ved at overbevise dem om, at de kan kælke eller stå på ski en times tid længere, hvis de fra starten ifører sig skibukser OG vinterstøvler...
Ja, jeg måtte jo naturligvis vise drengene, hvor galt, det KAN gå, hvis man ikke klæder sig ordentligt på - så vi gik alle hen og kigge nærmere på den stakkels, forfrosne pige... Hun var virkelig helt stiv af kulde, og hendes brystvorter mindede mest af alt, om et par små, dybfrosne hindbær... Den stakkels, stakkels pige! (omend det jo var selvforskyldt...)
(Dette er ikke det oprindelige billede...
Det er pist væk - endnu engang p.g.a.
en ulidelig oprydningstrang...)

Selv var drengene heldigvis pakket godt ind, for det var da bidende koldt! Og hvor var det dog godt, at de var så gode til at bevæge sig - man skal jo ikke sidde stille uden tøj på alt for længe i den her kulde!

fredag den 12. februar 2010

A good problem...

SÅ er vinterferien endelig igang, i hvert fald for drengene her i huset! Nu skal der bare flades ud og slappes af! Intet skal nås på et bestemt klokkeslet og de kan bare gøre det, de har lyst til... De skal gå rundt i nattøj hele dagen - i hvert fald én af dagene! Det er bare ferie!

Vi skal nok også lige ind omkring biblioteket en gang eller to, for vi løber jo nok tør for læsestof på et tidspunkt. Her i huset har vi nemlig det, som vi kalder

"A good problem!"

Dette begreb fik vi oprindelig introduceret af min søde svigerinde, Kimberly, som er amerikaner. Første gang vi mødte hende, var drengene ikke til stede, så derfor fortalte vi hende naturligvis om, hvordan vores tre dejlige drenge var...

Vi fortalte bl.a. om vores ældste søn, Rasmus, som på det tidspunkt var 10 år og læste ALT, hvad der var skrevet med bogstaver i nærheden af ham: Tykke bøger, som blev "spist" i løbet af en halv dag, reklamer på køkkenbordet, som forsinkede ham om morgenen, skilte rundt om i byen. Han forsvandt ind i en anden dimension og ænsede intet omkring sig... Og det var faktisk lige ved at blive for meget af det gode - omend det var resultatet af en megetb ihærdig læse-indsats fra vores side.

Egentlig var vi jo rigtig stolte stolte af Rasmus, men medaljen havde åbenbart også en bagside af og til...

Kimberly grinede af os og sagde de kloge ord:

"THAT'S a good problem!"

...Og den sætning har vi så sagt til hinanden masser af gange siden med et smil på læben... For vi har ikke bare én læsehest, men hele tre... Og det KAN godt være problematisk, når...

...vi 1½ time efter at der er sagt godnat opdager, at der er en lommelygte tændt under en dyne... og det er skoledag lige om lidt...

...læsebogen ikke kom ned i tasken efter timen, og en læsehest derfor forsvinder væk fra Søndre Skoles område - rent mentalt - for at havne midt på "Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab" - mens resten af 3.C går til billedkunst...

BUT...

It IS a GOOD problem, though!


Kender du også nogen, der er vild med fantasy-historier og action-krimier? Vi er altid på udkig efter læseværdige titler...
God vinterferie derude !

"Hækle- og malebog-give-away"


Så har jeg igen en hyggelig bog til give away...

Denne lille hækle- og malebog handler om 6 søde venner:


Trille Grævlingehund, Tusnelda Tusindben, Peter Kanin,

Bimle Skildpadde, Rolle Sælhund & Krusedulle Kålorm!

Der er en maleside med hvert dyr, en lille sang med et vers om hver, samt en hækleoopskrift, så man kan ende med at have dyrene i sine arme... Det er faktisk ret sødt!

For at vinde bogen, kan du lægge 3 lodder i alt:

Et lod ved at skrive en kommentar her.
Et lod ved at linke hertil med billedet ovenfor.
Et lod kan du få, hvis du synes om at følge min blog. (Faste læsere har automatisk dette lod).

Du kan deltage indtil søndag d. 21. februar kl. 19.
Jeg offentliggør udtrækningen senest kl. 22!

Husk at skrive, hvor mange lodder du ønsker!

onsdag den 10. februar 2010

Runde former...

Jeg elsker runde former... Det er jeg vel et eller andet sted også nødt til som kvinde med naturligt runde former :O)
Nå, men der er nok også lidt mere end bare dét i det, for mig; jeg er besat af organiske former - har sågar et halvrundt hus, som har sin form fra min (og min søde mands) snørklede, højre hjernehalvdele, ligesom vi også har en have, hvor snoninger, buer og cirkler har sneget sig ind. Jeg drages bare af det og befinder mig bedre med cirkler og spiraler end med trekanter og firkanter...
Således blev jeg også vildt inspireret af Puk, da hun lavede en lille kugle-anvisning den anden dag... Så små og store, hæklede kugler har jeg så hæklet en hel del gange siden!
I forrummet på min Björn Borg dametaske, kan der lige præcis være et lille hæklearsenal, så jeg er beredt som en anden pigespejder, på den værst tænkelige situation, der måtte opstå.
Således bevæbnet med hæklenål, garn, nål og tålmodighed, kunne jeg vende en ellers træls "sidde-i-venterum-på-ubestemt-tid-sammen-med-en-masse-lettere-irriterede-mennesker-tid" til en hyggelig stund, forleden. Inden jeg gik derfra, havde min hårelastik lige fået tre fine kugler, der matchede mit tørklæde... Og jeg var helt fin og parat til det 4-timers møde, der ventede mig forude...
Ordet reservehæklenål er slet ikke noget dårligt ord at prøve at forholde sig til... Det er et ord, der hænger meget sammen med andre gode ord som "afstresning", "hygge" og "så pyt" samt begreber som "en glat pande", "glad nynnen", "livsglæde" og "smil på læben".
Du skulle tage at prøve det!

mandag den 8. februar 2010

Susan Solsort - nu som fingerdukke

Hjælp, jeg er vist blevet tosset...
Jeg sad sammen med en masse hæklebørn i børnehaven i dag og kom til at lave en dubbedit. Først prøvede jeg, om den kunne blive til en ulden næsevarmer, men nej - den manglede mindst ét hul... Pludselig opdagede jeg i stedet, at den passede fantastisk godt til min pegefinger. Den måtte have en fin, glat kant foran og en lille picot-kant bagpå...

Og så tegnede min søde kollega et sødt smile-ansigt...

Og vupti: Pludselig var vores gamle hus-vikar / mine børns barnepige, "Susan Solsort" opstået i miniatureudgave i form af en fingerdukke. Børnene var med på legen med det samme; stemmen var lidt anderledes end min, og ret meget mere skulle der ikke til... Susan Solsort havde deres fulde opmærksomhed!
Da den ægte Susan Solsort for et lille års tid siden drog til Grønland, som pædagogstuderende i et halvt år, hæklede jeg en dejlig varm hue til hende. Den var ligesom den lille hue, jeg hæklede i dag:

Blå, tyk og mere varm end køn!
Susan mødte sin lille miniaturemodel til aften og fik sig et godt grin, så Susan og Susan er nu bekendt med hinandens eksistens, og må fra nu af acceptere den og hvem ved... Måske kommer de til at holde af hinanden med tiden??? Vi er i hvert fald en hel del andre, der gør!

søndag den 7. februar 2010

Dén, som hæklenålen peger på #1

Så blev det tid til at finde ud af, hvem der skal have den søde "Strikke dyr og dukker-bog". Efter en gang "Dén, som hæklenålen peger på" kan jeg så glæde...

...Trine. (Jeg sender dig en besked).

God fornøjelse med bogen, Trine; jeg håber, at du giver et praj, hvis du får strikket nogle af dyrene eller dukkerne. Det kunne være sjovt at se!

Der kommer snart en ny give away her på bloggen - jeg har en spændende hækle- og malebog, som snart kan få lov til at flytte hjem til en anden kreativ sjæl!

torsdag den 4. februar 2010

Vi fodrer skam dyrene!

"Mor! Vi skal altså huske at fodre solsorten HVER dag
- den er i livsfare!"

...Ordene kom nærmest snublende ud af Tobias en dag, hvor han prustende kom hjem fra skole.
"Jamen det gør vi jo allerede", sagde jeg...

...men det var i hvert fald sikkert, at Tobias netop havde fået fat i noget meget vigtigt dén dag! Så nu har vi en meget ihærdig fuglefoder-søn her hjemme hos os, og det er jo skønt! Vi får os mange gode snakke om, hvor svært det er for dyrene at finde mad udenfor, når der er sne og kulde.

Vi holder skarpt øje med foderbrædtet udenfor køkkenvinduet og hver dag ser vi helt sikkert:

  • Spætmejsen
  • Bogfinken
  • Musvitten
  • Rødhalsen
  • Blåmejsen
  • Solsorten
  • Tyrkerduerne - de følges jo gerne ad :O)
  • Skaderne...
  • Skovspurvene - de følges jo også gerne ad...
  • ...OG musen...

Ingen lider nød her hos os !

mandag den 1. februar 2010

Længes efter sydlige himmelstrøg...


Endnu en af mine meget gamle collager, som faktisk består af tre, der hører sammen og har hængt ved siden af hinanden i mange år.

I aftes kom vi til at tale om, hvad vi havde lyst til i sommerferien... Jeg synes ellers, vi har en fantastisk dejlig vinter lige nu; en vinter, der er til at finde ud af, fordi den ikke ligner andet end det, den er!

Pludselig er det bare som om, at min hjerne begynder at finde billeder frem fra steder, hvor der er varmt...
Fra steder, hvor lyset er intenst...

...Hvor man må slå knuder på tungen for at købe vand "sans gas" for ikke at ende med noget, der bobler på tungen...

...Hvor små damer går og skrubber og skurer det smalle fortov, der er lige udenfor deres lillebitte hus...

...Hvor mændene højlydt diskuterer, hvem der fik sin kugle til at lande mest præcist i det støvede sand i den lille bys park...

...Og hvor man får noget at tænke over, når der ikke er andre end en selv, der reagerer på, at en haleløs kat kommer listende igennem Carmens smalle dagligvarebutik for at finde frem til hjørnet, hvor der handles kød...

...Jeg kommer til at længes efter alle disse indtryk, som sætter sig som minder, vi kan hente frem en kold vinterdag... Jeg vil nyde vinteren lige nu - og glæde mig til sommer!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...