I dag tog Tobias, Silas og jeg med toget til Bjerringbro for at hente min søde niece, Cecilie på 12 år. Hun ville så gerne komme og være hos os en dag sammen med noget garn og en hæklenål!
Togturen var simpelthen bare en hurtig indskydelse for at vi rigtig kunne mærke, at vi havde ferie. Vi nåede både at tømme en pose lakridskonfekt, kigge ud af vinduet, spille Nintendo, snakke, grine og hilse på konduktøren på de 2 x 17 minutter... Sikke'n skøn ferieoplevelse!
Knapt var Cecilie kommet ind og sidde i toget, før hun hev en ganske lille pose op af sin taske og rakte den over til mig. Jeg var i fuld færd med at vinke farvel til hendes mor, som hun ikke selv havde øje for, på dette tidspunkt, men blev hurtigt færdig, for jeg kunne se, at hun glædede sig til, at jeg skulle åbne posen.
Det var en gave til mig - og kun fra hende! Dén fornemmelse var fantastisk! Hun havde lige været et smut inde i Genbrugsen, mens de ventede på toget, og der havde hun købt 3 hæklenåle til mig! Hvor er hun bare sød og betænksom!
Vel hjemme, fandt vi garn og hæklegrej frem! Nu skulle der gang i "hækle-kuvøsen"! Maskerne startede stramme og uregelmæssige, men hurtigt fik hun taget på hæklenålen, som var en kæmpestor turkis str. 10. Det fine, lilla mohair fra Superbrugsen tog snart form som begyndelsen af et dejligt tørklæde. Der gik ikke længe før maskerne blev regelmæssige, ligesom kanterne også rettede sig op, efterhånden som arbejdet skred frem.
Vi fik os nogle kloge snakke om at lave fejl, trevle op, og lære af det. Cecilie var fordybet og nød at sidde og nørkle ved køkkenbordet mens jeg gik og lavede aftensmad.
Da hun senere kørte hjem sammen med sin mor og far, gik snakken om, hvor hun mon kunne købe en str. 10 i morgen... - og om jeg mon troede, at de kunne købes
Togturen var simpelthen bare en hurtig indskydelse for at vi rigtig kunne mærke, at vi havde ferie. Vi nåede både at tømme en pose lakridskonfekt, kigge ud af vinduet, spille Nintendo, snakke, grine og hilse på konduktøren på de 2 x 17 minutter... Sikke'n skøn ferieoplevelse!
Knapt var Cecilie kommet ind og sidde i toget, før hun hev en ganske lille pose op af sin taske og rakte den over til mig. Jeg var i fuld færd med at vinke farvel til hendes mor, som hun ikke selv havde øje for, på dette tidspunkt, men blev hurtigt færdig, for jeg kunne se, at hun glædede sig til, at jeg skulle åbne posen.
Det var en gave til mig - og kun fra hende! Dén fornemmelse var fantastisk! Hun havde lige været et smut inde i Genbrugsen, mens de ventede på toget, og der havde hun købt 3 hæklenåle til mig! Hvor er hun bare sød og betænksom!
Dagens sødeste super-niece!
Vel hjemme, fandt vi garn og hæklegrej frem! Nu skulle der gang i "hækle-kuvøsen"! Maskerne startede stramme og uregelmæssige, men hurtigt fik hun taget på hæklenålen, som var en kæmpestor turkis str. 10. Det fine, lilla mohair fra Superbrugsen tog snart form som begyndelsen af et dejligt tørklæde. Der gik ikke længe før maskerne blev regelmæssige, ligesom kanterne også rettede sig op, efterhånden som arbejdet skred frem.
Vi fik os nogle kloge snakke om at lave fejl, trevle op, og lære af det. Cecilie var fordybet og nød at sidde og nørkle ved køkkenbordet mens jeg gik og lavede aftensmad.
Da hun senere kørte hjem sammen med sin mor og far, gik snakken om, hvor hun mon kunne købe en str. 10 i morgen... - og om jeg mon troede, at de kunne købes
...i lyserød...
Som mor til tre drenge, må jeg indrømme, at det er noget, jeg aldrig har overvejet... Jeg blev vist lidt overrasket. Sjovt at opleve, hvor forskellige drenge og piger er! Herhjemme er det nok at vide, om værktøjet virker... Skal man nu også interessere sig for dets farve??? Måske kunne jeg lige tage og tænke lidt over det!
Silas gav en ordentlig tur i bobslæden med voldsomme udskridninger. Lige noget for nisser!
Det kan stærkt anbefales! Det er MEGET lettere at hækle, når man kører i bus, end når man kører i bil! Det er nemlig smadder-svært, specielt, når man kommer til en rundkørsel ;O)
I dag skulle vores søn, Rasmus på 14½ år til karate-graduering. Han regnede med at skulle graduere fra blåt bælte til blåt bælte med gul streg. Vi troppede som sædvanelig op alle 4 - og Mormor og Morfar! Vi stod først længe udenfor "dojo'en", som træningslokalet hedder. Vi kunne høre, hvordan alle knoklede og råbte derinde bag dørene. Jeg ville have givet meget for at få lov til at være på den anden side af døren... men det er lukket område - nærmest helligt! Vi hviskede sagte sammen for ikke at bringe nogen ud af den dybe koncentration derinde... Der er urtolig meget respekt og rigtig mange ritualer forbundet med karate. På den gode og sunde måde, vel at mærke! (i hvert fald i denne karateklub).
Krukken overlevede "fødslen", forvandlingen, det store drama... og endte snart efter på bordet ved formiddagsmaden med fyrfadslys i. Min flok af forventningsfulde børnehavebørn, havde oplevet "Det dér baraku" for første gang... men bestemt ikke sidste! 
